Hvordan mon det går på Skælskørvej 51?

Først og fremmest så håber jeg, at de alle har det godt.

De gamle har jo altid vidst, at jeg skulle være skibums i en sæson, og de har hele tiden bakket mig op – det har været fantastisk.

Men jeg tror det er lidt mærkeligt for dem, at jeg ikke er der til at spise al deres mad og drikke al deres mælk. Jeg kan kun forestille mig at køleskabet er kvart fyldt nu, hvor de ikke skal fodre på mig.

Det bekræftede mor, i hendes mail i dag (12/12), hvor hun skrev, at hun smed 500 kr ind på min konto til mad, da de nærmest ikke bruger flere penge på mad. Det var en god nyhed.

Men udover at de har et tomt køleskab, så er der jo også en vandskade der stadig driller lidt. De er jo nogle stædige gamle mennesker, så mon ikke de får deres vilje i sidste ende.

Camilla nyder sikkert, at brormand ikke altid er der til at drille. Jeg tror dog også at hun savner at jeg ikke er der, så vi kan lave lidt sjov med gamle.

Derhjemme har jeg nok aldrig været den der har taget det største læs. Jeg har lavet de ting jeg blev bedt om, men så heller ikke mere end det. Det er dog skiftet drastisk, efter at jeg kom til Frankrig, for nu er der ingen mor eller far til at klare hverdagens små gøremål, så det må man selv klare.

Jeg har i den forbindelse besluttet at blive temmelig rig, så jeg i fremtiden kan ansætte folk til den slags.

Det eneste er jeg ikke savner derhjemme er at være tvangsindlagt til at høre P4 hver morgen, men ellers kan jeg vidst ikke tillade at klage over min barndom.