Jeg vågnede i Casa del Emilovich. Emil var rimelig frisk, mens Katrine virkede en anelse træt. Det må da også være lidt irriterende når jeg er freakin irriterende frisk.
Mig og Emil gik hurtigt i gang med at ringe til alle, da alle jo havde været i byen. Vi fik hurtigt styr på vennerne, men Jeppe var ikke sådan lige at lokke med på BK selvom vi endda ville hente ham.
Mig og Emil besluttede at finde splattergeværerne frem. Det ene virkede, men planen var jo bare at true ham for sjov. Lige inden vi gør entre hos Jeppe får Emil en besked fra Jeppe, hvor der står: Lad mig nu forhelvede sove. Den ser vi først bagefter. Ikke desto mindre banker vi på familien Andreasens dør, hvor Maibritt åbner. Her begår General Ravn og Rekrut Hansen en vital fejl, for en rigtig soldat banker selvfølgelig ikke på døren – han sniger sig ind på sit bytte. Maibritt råber på Jeppe, som modvilligt viser sig på trappen.
Jeppe ser meget træt ud, men her er soldaterne på toppen, for vi starter hurtigt med at overtale ham. Jeppe indser hurtigt og uden videre diskussion, at det er lettere at tage noget tøj på end at diskutere med de hårdkogte soldater i hans indgang.
Inden vi rammer BK skal vi have Okholm med, og vi har aftalt at skrive inden vi kommer, så det gør vi 30 sek. før vi ankommer. Jeg ringer til Okholm, som ikke har vist sig - han er faldet i søvn. I tiden hvor vi venter tager Emil splattergeværet og sigter på e lygtepæl (sigter er så meget sagt, men han pegede geværet ud af vinduet). Han er chauffør og sigter ud af passagersædets vindue. Her indtræffer et magisk øjeblik, for Rekrut Emil rammer, og i min verden er han nu Sergent. Han prøver igen og skyder forbi, men hvad fanden han ramte en gang.
Okholm kommer ud af døren, og der er presset på bagsædet i Emils golf, ikke desto mindre går turen mod BK.
Vi bliver omkring ti mennesker på BK, hvor der bliver tanket rigeligt med cola og kværnet noget fastfood. Aftenen bliver talt igennem og en af de ting, der stadig står skarpt i erindringen er da Mia vælger at hamstre drengenes pizza på Anatolia aftenen før. Hun er en listig tyv, som stjæler ens mad når man i et svagt øjeblik kigger væk, for bagefter at fejre sin sejr med at spise skidtet foran en. Der forsvandt kun et stykke fra mig og Lars pizza, men hold kæft hvor hun snød de andre drenge.
Vi har været en time på BK, så nu skal vi ned og besøge Jensen i Kort og Godt. Jensen var til klassefest og han har fortalt, at han sad halvanden time på Næstved Station, hvilket selvfølgelig er herligt sted at tilbringe sin tid midt om natten, hvor man allerhelst vil sove.
Jensen er overraskende frisk, så vi vælger at oddse i stedet for at irritere ham hele tiden.
De andre har nogle planer om noget bold, men jeg har aftalt med mutti, at vi lige skal kigge min motiverede ansøgning igennem, så den kan blive helt skarp inden den skal sendes. Vi får skrevet en god ansøgning, og den er klar til aflevering. Vi får medister med brun sovs, kartofler og rødkål. Det var toppen.
Jeg er hjemme et par timer, men så har jeg en aftale med Jeppe og Emil, hvor vi skal se Barcelona. Kampen er ikke så fantastisk, men der bliver hygget.
I kampen sender jeg en sms til vennerne om der er nogle der er interesserede i at tage på Christiania mandag. Jeg har aldrig været derinde og kunne godt tænke mig at se det, og Mia var frisk, så nu skulle vi lige høre hvem der ellers var på. Lars og Emil er selvfølgelig også på, og så er vi fire til en bil.
Da jeg skal hjem er foruden iset helt til. Det sker normalt aldrig da bilerne holder i vores garage. Jeg leder efter isskraberen, som selvfølgelig ikke er til at finde. Jeg forsøger at fjerne isen med sprinklervæske, hvilket er en dum ide. Jeg finder en cd og skraber det af, så jeg kan køre hjem.
Da jeg kommer hjem og skal have et eller andet på bagsædet ser jeg isskraberen ligge på bagsædet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.