lørdag den 26. februar 2011

16-2 Er jeg i himmelen?

Da jeg vågnede var der mælk i køleskabet og brød fra bageren, så det var en perfekt start på dagen. Far er taget til fuglebjerg, for at få styr på alt det praktiske sammen med de to andre brødre.

Jeg fik mig et bad, og så kørte jeg Camilla ind til en veninde, som hun gerne ville se. Jeg havde selv et par planer for dagen. Jeg ringede til et par af de gamle homies, og den første jeg fik fat i var Mikkel S. Han havde ingen anelse om at jeg var i DK, så han virkede helt målløs, da jeg sagde at jeg lige kiggede forbi.

Jeg kom forbi og det var godt at se ham. Vi fik snakket frem og tilbage om det hele. På et tidspunkt ringer kæresten Camilla, og Mikkel siger hurtigt: jeg ringer lige tilbage, hun undrer sig, og han siger: Ravn er her, så jeg ringer tilbage, hun undrer sig igen, og Mikkel siger: skat jeg ringer tilbage er det ikke okay? Samtalen bliver afsluttet og det ikke hver dag at Mikkel kaster røret så hurtigt når Camilla er i den anden ende. Jeg har glemt at tage mit jakkesæt med til rens, så det kører jeg hjem efter, og vi aftaler at mødes senere på ugen.

Efter jakkesættet er afleveret får jeg fat i Jeppe, som jeg selvfølgelig også lige kører forbi. Han sidder derhjemme med en blanding af Football Manager og Facebook, så han hygger. Han er alene hjemme i denne uge, og han holder noget hygge efter floorball omkring kl. 22.

Jeg har lovet at handle et par småting for mor, og efter det kører jeg lige forbi Casa Del Elmilovich, hvor Søren og Gitte holder ferie. Emil er i Luxembourg, så jeg ville lige vide hvornår han igen ramte Ringsted (fredag). Vi snakker frem og tilbage, og jeg siger, at vi nok ses en eller anden morgen når jeg sover hos jer. Gitte griner og siger, jamen det ser vi frem til.

På vej hjem fra byen ringer Lars efter at jeg har ringet til ham tidligere. Han har været på arbejde og spørger nysgerrigt, hvorfor jeg har ringet. Han bliver glad, og vi aftaler at vi mødes hos Jeppe om aftenen.

Jeg kommer hjem til mors kødgryder, som har haft rigeligt med tid til at lave god mad. Jeg spiser som en der aldrig har fået mad. De næste par timer foregår sammen med familien, men jeg har aftalt med Lars, at vi mødes i Benløse hallen, hvor de andre træner floorball.

Kl. 22 er jeg i hallen og lidt efter dukker Lars, Mia og Jeanne op. Jeg er sikker på, at de er mindst ligeså glade for at se mig, som jeg er for at se dem. Vi skynder os ind i et par biler og kører mod Jeppe, hvor hans bror er hjemme.

Jeg henter Mikkel J, som vi også har fået fat i, efter han hat afsluttet en lang arbejdsdag i Kort og Godt. Jeg er klar til en hyggelig aften med et par øl, og gensyn med gamle venner.

Det meste af gruppen samles. Nick, Kardel, Okholm, Mia, Jeanne, Kenneth, Mikkel J, Jeppe og Lars.
Det er lækkert igen at se de gamle awesome homies, som stadig er de samme dejlige mennesker.

I realiteten, så sker der ikke en skid, men der sker alligevel så meget.  Vi ser bold, ærgerligt barca taber. Vi spiller Dj Hero, jeg vinder første sæt, mens Lars tager det andet. Vi spiller billiard, og efter en snes øl er præcisionen værre end jeg troede. Udover det snakker vi og drikker øl, hvad mere kan man be om.

Jeg går kold klokken 3, hvor fire andre forsætter festen, og klokken seks om morgenen kommer Jensen op og ligger sig i sengen ved siden af min. Han er hammerfuld, og han skal lige forklare mutti at han har husket sine nøgler. Godnat.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.