Dagen startede stille og roligt, og det var jo som sådan en trist dag.
Min opgave var først at hente mormor, og sørge for hun kom til begravelsen. Jeg kørte ned til hende, så jeg var der omkring kl. 11. Jeg spiste frokost hos mormor og fik snakket lidt med hende. Jeg fik iført mig jakkesættet, og lidt over tolv kørte vi mod Fuglebjerg, så vi var til begravelsen i god tid.
Da jeg kom var der allerede kommet en del mennesker, og jeg fandt en plads til mormor.
Bisættelsen gik langsomt i gang, og præsten ramte plet med sin tale, og det var en pæn afsked. Jeg skulle bære kisten sammen med de tre brødre og mine to fætre. Vi gav hånd til alle de fremmødte, og så forsatte vi ned i Ingridparkens beboerhus. Der var inviteret til kaffe og der var omkring 70 mennesker tror jeg.
Stemningen i beboerhuset var ikke ligefrem sørgelig, men det var faktisk dejligt. Der var en afslappet stemning, for alle vidste, at farfar havde haft et langt og fantastisk liv. Det var ikke på den måde en tragedie, og på den måde fik han en flot afsked, for man kunne kun se tilbage på hans liv og tænke på alt det han havde haft.
Jeg kørte mormor hjem, mens de sidste gæster fik en gravøl. Da jeg kom fra mormor begyndte oprydningen og mig og Anker måtte igen læsse stole og køre ud på gården med dem.
Da vi kom hjem fra anden kørsel var der dækket op, og så var det blevet tid til lidt smørebrød med den nærmeste familie.
Da vi kom hjem var jeg inviteret op til Emil, og i stedet for at sørge over døden besluttede jeg at fejre livet.
Jeg hentede et par stykker hos Mia, hvor nogle var gået i gang, da Emil først kom hjem kl. 23. Vi kørte mod Emil, som selvfølgelig lige også skulle have en krammer, for han er dope homie. Han havde sørget for at samle gruppen, og så var der lagt op til fest. Alle blev hurtigt enige om, at vi skulle videre i byen, men inden det skulle vi lige drikke os en brandert på.
Det varede en tretimer, hvor der var den sædvanlige gode stemning, som er naturlig når man er blandt venner.
Vi ramte byen omkring kl. 2, hvor der allerede var godt gang i den på Daisy, og der blev festet. Det er jo ikke ligefrem et sted hvor man taler sammen en lørdag aften, så det handlede bare om at have det sjovt, og det havde vi.
Omkring kl. 5 ramte vi Anatolia, hvor man på vanlig vis afslutter en bytur med at få noget fastfood. Jeg gik derefter hjem til Emil, hvor han havde lovet mig to madrasser, og så var der selvfølgelig to madrasser og redt op.
Jeg gik ud som et lys, hvilket vel er meget forståeligt når dagen har varet 22 timer.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Bemærk! Kun medlemmer af denne blog kan sende kommentarer.